Formidling
Skovhuset tilbyder formidling til både børn, unge og voksne. Udover omvisninger i udstillingerne tilbyder vi løbende formidlingsarrangementer, der er knyttet til de enkelte udstillinger. I forbindelse med hver udstilling arrangeres der KunstCafé, hvor de udstillende kunstnere fortæller om deres værker på den aktuelle udstilling i Skovhuset.
Børn og unge
Skovhuset har en skoleservice ordning, hvor man kan bestille omvisning i Skovhusets skiftende udstillinger. Omvisningen fokuserer på at give børn og unge en analytisk tilgang til nutidskunsten. Formen er en dialogbaseret undervisning i udstillingen, hvor børnenes egen fantasi og erfaringer inddrages.
Der er mulighed for at børnene kan tegne i Skovhuset efter endt undervisning og under nogle udstillinger arrangeres der tillige workshops med de udstillende kunstnere.
Skovhusets formidlingstilbud er gratis for Furesø kommunes uddannelses-, dag- og fritidsinstitutioner. Skoler udenfor kommunen betaler 350 kr. for en omvisning. Huset åbnes for besøg uden for åbningstider efter aftale.
Omvisningerne i Skovhuset - også en sproglig udvikling af de mindste børn
Skovhuset deltager i Furesø Kommunes indsats for at styrke og udvikle de mindste børns sproglige kompetencer (3 og 4-årige). Den visuelle kunst udmærker sig ved, at den både kan give meget konkrete og almene oplevelser og erfaringer - ligesom den kan åbne op for en lang række frie associationer og en personlig indlevelse hos betragteren. De mindste børn bruger den visuelle oplevelse langt mere legende og intuitivt end voksne. Der er for børn ingen billedgåde, der skal løses ved betragtningen af kunst. De fortolker frit og uhæmmet og talen omkring kunsten - både den professionelle kunst og de kreative værker de selv laver i forbindelse med en omvisning - åbner helt naturligt op for barnets egne sproglige kompetencer.
Daginstitutioner i Furesø Kommune, som arbejder målrettet med en styrkelse af de mindste børns sproglige kompetencer kan således med stor fordel benytte sig af Skovhusets formidlingstilbud i den sammenhæng.
UNDERVISNING FOR VOKSNE I SAMARBEJDE MED FOLKEUNIVERSITETET I KØBENHAVN
v. Ph.D. Niels Marup
Fra romantikken til modernismen (1800-1920). Kursusnr. 4111
Det tidlige 1800-tal domineres af romantikken med dens fokus på menneskets følelser og indre verden. Blandt de store romantiske malere kan nævnes Goya, Friedrich og Turner. Begrebet orientalisme vil ligeledes blive omtalt i den forbindelse. Henover midten af århundredet afløses romantikken af den franske realisme. Hvis væsentligste skikkelser er Courbet og Manet. Realisterne vender sig væk fra romantikkens subjektive virkelighedsfortolkninger og stiller i stedet krav om sandfærdighed og objektivitet. I den forbindelse opstår friluftsmaleriet, som kommer til at danne grundlag for impressionismen hvis væsentlige fortolkere er Monet, Renoir og Degas. Kravet om objektivitet i kunsten skal blandt andet ses på baggrund af den omsiggribende industrialisering, opfindelsen af fotografiet og Darwins evolutionslære. Men tiderne ændrer sig, og i 1880’erne vender Cézanne, van Gogh og Gauguin sig væk fra impressionismens krav om naturefterligning og indleder i stedet en frigørelse af farvens og formens egenværdi. Dermed baner de vej for gennembruddet af den moderne malerkunst i begyndelsen af det 20. århundrede. Kurset afsluttes med en gennemgang af det moderne maleris første ismer: Matisse og fauvismen, Picasso og kubismen, den tyske ekspressionisme, samt den italienske futurisme.
At genskabe verden - Kunst efter krigen. Kursusnr. 5197
Totalitarismen i både Tyskland og Sovjetunionen forbød den moderne kunst og dekreterede en tilbagevenden til den figurative tradition. I tiden efter Anden Verdenskrig, der var præget af den kolde krig, måtte man genskabe kunsten på ruinerne af den barbariske antihumanistiske kultur. Den eksperimenterende kunst, der skabtes, er nu blevet den vestlige civilisations mest kostbare, og værker af Jackson Pollock og
Giacometti sælges til kolossale summer.
Kurset undersøger de centrale kunstneres strategier hos Pollock, Giacomettis og Yves Klein, og ser videre på Anselm Kiefer, der har behandlet Tysklands historiske traumer i kunstnerisk form. Hensigten er, at analysere de erkendelsesmuligheder kunsten har for publikum. Hvad er det Giacomettis magre statuariske kroppe kan fortælle, og hvordan forholder samtidens tænkning sig til kunsten. Louisiana afholder en stor Kiefer udstilling: ’Kunst og Myte’. En heldagsudflugt til Louisiana indgår i kurset. Entréudgifterne afholdes af deltagerne.
Tilmeldingen åbnes 1. juli 2010 for efteråret - se www.fukbh.dk
Efterårets undervisning er som følger:
Tirsdage kl. 10.15 – 12.00/ 12.30-14.15 fra 28/9 – 14/12 (undtagen uge 42 og uge 45).