Historie
Skovhuset er en kommunalt ejet ejendom, der drives som udstillingshus, og samtidig danner rammen om andre kulturelle aktiviteter. Furesø kommune vedligeholder huset, ligesom den giver et årligt tilskud til driften.
Skovhuset ledes af en ulønnet bestyrelse, der består af ni medlemmer, heraf to repræsentanter udpeget af Furesø Byråd. Bestyrelsen har ansat en kunstnerisk leder, der tager sig af den daglige drift. Alle andre opgaver i huset som vagter i åbningstiden, cafédriften osv. udføres af ca. 100 frivillige, interesserede medborgere, som er medlemmer af Skovhusets Venner.
Oprindeligt blev Skovhuset bygget som sommerhus for birkefuldmægtig Bang efter tegninger fra 1923 af N. P. Gundstrup. I 1934 købte fabrikant Ferdinand Hindsgaul (det er ham med voksmannequin'erne) huset og ombyggede det til helårsbeboelse i 1937-39.
I løbet af disse år byggedes havestuen med terrassen og glasverandaen. Ligeledes kom tilbygningen på nordsiden af huset til, som rummede et par værelser til tjenestefolkene.
Huset overtages af Værløse Kommune i 1967. Der var ingen færdige planer for udnyttelsen, men man ville gerne sikre sig området til byplanmæssige formål. De følgende 10 år lejes huset ud til private for at undgå, at det forfalder. Samtidig undersøges muligheden for at etablere hotel, kongrescenter eller restaurant. Muligheden for at nedrive huset og udstykke grunden var også på tale, men alle planer skrinlægges.
I 1975 kommer en gruppe kunstinteresserede borgere med Per Engelhard i spidsen med forslag om at indrette huset til udstillingsbrug. Efter mange diskussioner lykkes det at få sat et to-årigt forsøg i gang.
I 1977 åbner Skovhuset som "udstillingshus og ramme om kulturelle aktiviteter", med en retrospektiv Heerup udstilling.
Der bliver hurtigt interesse for en støtteforening, og i 1979 dannes Skovhusets Venner, som snart når op på et medlemstal på 8-900 medlemmer.
Værløse Kommunalbestyrelse beslutter i 1982 at Skovhuset skal have permanent status som udstillingshus og bevilger et årligt beløb til driften.
Allerede i 1989 begynder drøftelserne i bestyrelsen om mulighederne for en udvidelse af Skovhuset. Det førte til en undersøgelse blandt vagter, besøgende og andre, der medførte at den lokale arkitekt Christian Ross lavede et flot skitseoplæg omkring opførelsen af to pyramidestubbe på syd- og nordsiden af det bestående hus. Forslaget blev modtaget med begejstring af det kulturelle udvalg, men ved budgetforhandlingerne i 1990, blev det udskudt til "...en mulig indstilling til opstart af 1. etape på '95 anlægsbudgettet."
Bestyrelsen giver imidlertid ikke op, og en kommunal teknisk undersøgelse viser, at huset trænger til en renovering, der vil andrage ca. 600.000 kr. I 1995 får vi kontakt til arkitekt Jørgen Gabriel, der fremlægger et skitseforslag, der tilgodeser alle de ønsker vi havde.
På baggrund af den tekniske rapport beslutter Kommunalbestyrelsen at igangsætte om- og tilbygning. Licitationen gav imidlertid en udgift på 3 mill. kr., hvor kommunen havde regnet med 2 mill. Hus og forening skaffer i fællesskab ved forskellige tiltag og ansøgninger til fonde o.lign. den manglende million, og i maj 1998 genindvies Skovhuset som udstillingshus.
Skovhuset har mellem 12- 15.000 besøgende om året.