Skovhuset åbner 10. juni
Skovhuset åbner 10. juni
Efter over to måneders lukning åbner Skovhuset nu endelig igen. Onsdag 10. juni slår vi dørene op til udstillingen Melankoli – En Utilsigtet Hændelse med værker af Rikke Benborg, Anders Brinch, Mia-Nelle Drøschler, Simon Grimm, Jacob Hoff, Gerd Laugesen, Michael Würtz Overbeck, Rasmus Rosengaard, Lilybeth Sebaldus og Kathrine Ærtebjerg.
Udstillingen tager fat i emnet melankoli og undersøger om det i dag blot kan betragtes som en utilsigtet, smertelig tilstand, vi helst skal undgå. Eller om melankoli stadig er et afsæt for kreativitet, sådan som man tidligere har ment. Måske et emne, der er særligt aktuelt set i lyset af COVID-19, og det hårde psykiske pres, pandemien har bragt med sig. Læs mere om udstillingen her.
Sommerferieaktiviteter og efterårssæsonen i Skovhusets Billedskole
Skovhuset har nu åbnet for tilmelding til Billedskolens efterårskurser 2020. Billedskolen er for børn og unge mellem 8 og 16 år, så er man glad for at udtrykke sig kreativt, kan man prøve kræfter med forskellige teknikker, fordybe sig og gå på opdagelse i kunstens verden. Man kan læse mere om tilbuddene her.
Billedskolen tilbyder også et tegnekursus som del af Furesø Kommunes sommerferieaktiviteter. Kurset foregår i den første uge af juli. Mere information fås her.
COVID-19
For Skovhuset er det vigtigt, at alle vores besøgende føler sig trygge og får en god oplevelse. Vi følger Kulturministeriets og Sundhedsstyrelsens anbefalinger og vejledninger, og beder alle om at tage hensyn, så vi i fællesskab kan nyde udstillingerne og de dejlige omgivelser.
Vi har savnet jer og glæder os meget til at se jer igen. Varmt velkommen!